Ølkage

Da jeg gik i folkeskole, havde Camilla altid ølkage med, når det var hendes tur til at bage. Jeg har et meget svagt punkt for denne søde, faste, sirupsagtige kage med et snert af jul, og derfor har det også undret mig, at man ikke støder på den oftere. Min veninde Jane og jeg kom for noget tid siden til at tale om dette særegne bagværk, og det viste sig i den forbindelse, at hun faktisk lå inde med opskriften. Det kom bag på mig, hvor utroligt let den er at bage: det tager 5 minutter at bikse dejen sammen, og så skal den bare  i ovnen. Som bonus kan den sagtens bages dagen før, og den holder sig fint flere dage i en plastikpose.

Opskriften giver to kager

Du skal bruge:
500 g brun farin
1 flaske mørk hvidtøl
1 æg
500 g mel
2 tsk. natron
2 tsk. stødt kanel
2 tsk. stødte nelliker (jeg smed bare hele nelliker i kaffekværnen, det virkede fint)

Fremgangsmåde:
Bland farin og øl med en håndmikser, og tilsæt resten af ingredienserne. Hæld dejen i to rugbrødsforme foret med bagepapir, og bag ved 175 grader i 60-75 minutter, indtil du kan stikke en strikkepind/spisepind (hvem strikker også i køkkenet? – det er da lidt fjollet) igennem kagen, uden at dejen klistrer fast.

Server kagen i skiver med smør på, eller bare som den er.

Ølkagen skæres i skiver og serveres med smør på

Ølkagen skæres i skiver og serveres med smør på

Om AnnaSophie

musik - langsom mad - politiske diskussioner - pale ale - langtidshævet brød - pynteengel - kager - korsang - gode venner - the - kunst - køkkengrej - fællesskab - lakridser - regnvejr - mavefornemmelser - ost - entusiasme - ...
Dette indlæg blev udgivet i Desserter & kager og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar